
Forsvind ind fra Regent Street og hop ned i kaninhullet til afternoon tea hos Sketch London. Tag plads i de lyserøde velour stole i the Gallery og nyd en kop varm te, perfekte scones, fantastiske finger sandwich og de mest udsøgte kager.
Gemt lige bag Regent Street i en tilsyneladende anonym bygning ligger Sketch Restaurants. Den Michelin-stjernede restaurant synes måske ikke af meget udefra, men træd indenfor og du kommer ind i en helt anden verden. Det her er et sted for madelskere, kunstelskere, forretningsfolk, de rige og de kendte og selvfølgelig alverdens Instagrammers, bloggere og fotografer. Restauranten er lige så kendt for sin skæve og fantastiske indretning som for dens mad i verdensklasse. Glæd dig til en oplevelse ud over det sædvanlige.
Nyd stemningen i det smukke The Gallery
Sketch består af i 5 rum med hver sit særlige udtryk og indretning. Afternoon tea foregår i the Gallery, som er et imponerende stort rum med højt til loftet og lyserøde vægge med 91 indrammede originale David Shrigley tegninger. Førhen havde Sketch 239 sort-hvid tegninger, men har i 2018 udskiftet disse med 91 tegninger i farve. Store, lyserøde velour stole sofarækker står klar til, at du kan sætte dig helt til rette og slappe helt af, mens du nyder omgivelserne i lokalet. Borderne er dækket med hvide, tunge duge, hvorpå der står kobberfarvet lampe og Shrigley designede tallerkner, bestik samt salt og pebersæt. Rummet fungerer nærmest som en opfordring til at slippe hverdagen og give kreativiteten frit spil.


Se mere af the Gallery i Sketch’s egen lille video:
Udsøgt te, sandwich og kager
Sketch’s udvalg af te er for stort til at nævne dem alle her. Men her er både grøn, sort, hvid og oolong te, så der er noget for alle. Prøv en af de klassiske te eller vælg en af de spændende “herbal infusions”. Vælg en du finder spændende eller spørg efter tjenerens anbefaling.
Du skal ikke være bange for at gå sulten fra Sketch. Maden – både finger sandwich, scones og kager – føles nærmest uendelige. Øjnene bliver store og munden løber i vand så snart anretningen kommer på bordet. Alt er præcist og utrolig smukt anrettet og man kan ikke blive andet end glad af at spotte de mange fine, delikate detaljer på maden og bordet.
Maden er serveret på tallerkener i tre etager. Nederest er et udvalg finger sandwiches; røgede laks, agurk, ost og skinke og vagtelæg og kaviar. Alt sammen får smagsløgene på overarbejde og det er imponerende, hvor meget smag man kan få ned i de små sandwiches.
Ved siden af de tre etager af af sandwich og kager ligger klassiske, lune britiske scones pakket pænt ind i en hvid stofserviet. Hertil serveres clotted cream og forskellige marmelader. Præcist hvordan du spiser din scone er op til dig. Du kan både spise den kun med marmelade eller kun med clotted cream. MEN du kan også give dine smagsløg en ekstra oplevelse og komme både marmelade og clotted cream på. Det smager himmelsk!
I en lille skål for sig står de håndlavede skumfiduser. Disse må ikke sammenlignes med dem, man køber i supermarkederne til en 20’er. De små skumfiduser er både sjove og smager godt.
Tilbage til tårnet med kager.
Kagerne har de helt rigtige størrelser – lige midt i mellem at være for små og for store, men lige præcis store nok til at smage og nyde kagen og stadig have plads til flere. Og der er heldigvis flere forskellige slags kager til afternoon tea – både kager, tærter og eclairs. Nyd hver en bid.




Kunne du tænke dig et glas champagne?
Udover den klassiske afternoon tea hos Sketch London er det også muligt, at få Champagne Afternoon Tea, hvor du får serveret et glas sprudlende champagne til. Valget står mellem to forskellige slags – en klassisk Brut og en Rosé. Det hele føles bare lidt mere “over the top” og ekstravagant, når man sidder og nyder en udsøgt finger sandwich med vagtelæg og kaviar sammen med champagne.

Første gang vi var på Sketch til afternoon tea, prøvede vi the Queens Afternoon Tea, hvor vi fik serveret den britiske dronning Elizabeth II’s favorit drink – gin og Dubonnet. Vi følte os lidt kongelige, da vi drak den og det er en drink, som vi efterfølgende har taget med os hjem. Desværre er the Queens Tea ikke længere på menuen hos Sketch – men prøv spørg i baren, hvis du stadig gerne vil prøve drinken.

Der findes selvfølgelig også en boblende, alkoholfri menu, hvis du hellere vil have det. Her er der et udvalg af forskellige alkoholfrie drinks at vælge imellem.
Snyd ikke dig selv for en tur på toiletterne!
Det er sjældent, at jeg fremhæver toiletterne, som noget særligt ved en restaurant, men som altid er Sketch ikke som andre steder. Toiletterne er vanvittige – på en god måde – og skal virkelig opleves!
Vi blev mildest talt meget overrasket over, at et toiletbesøg kan forvandles til en oplevelse udover det sædvanlige! En bred trappe fører dig op til et stort lyst rum med et loft fyldt af alverdens farver. Heri står der kæmpestore æg, som ligner noget fra Jurassic Park eller Godzilla. Ja, du gættede rigtig – det er toiletterne. Indeni hvert “æg” gemmer der sig et toilet. Det hele er lidt “out of this world”, men det gør det absolut til en anderledes oplevelse at gå på toilettet. Find dig et æg, hop ind og lås døren. Når du er færdig finder du håndvasken ude i fællesområdet på toilettet. Prøv også deres håndcreme, som er blevet en favorit hos os.

Bestil bord til sen eftermiddag
Sketch i London var førhen mest kendt af lokale og for deres Michelin mad, men nu er restauranten blevet meget kendt internationalt. Det er derfor en rigtig god idé at bestille bord i god tid, hvis du ønsker at prøve deres te.
Afternoon tea bliver serveret indtil kl 16.30, og vi anbefaler, at du bestiller bord sen eftermiddag – fra ca. 15.30 af. På den måde slipper du nemlig for at skulle skynde dig med at blive færdig inden for deres normale to timer, da der ikke kan være nogen te-reservationer efter dig.
Du skal se Afternoon tea som et helt måltid. Vi er i hvert fald gået derfra og været godt mætte. Så selvom det kan være en smule dyrt (der findes billigere muligheder), så behøver du altså ikke den store aftensmad, hvis du først har bestilt bordet til sen eftermiddag.
Historien om Sketch London
Sketch åbnede i december 2002 af den franske Michelin-kok Pierre Gagnaire og restauratør Mourad Mazouz. Deres ønske var at skabe et sted, hvor mad, musik og kunst kunne mødes. Sketch holder til i et gammelt byhus fra det 18. århundrede, hvor der bliver der serveret morgenmad, frokost og afternoon tea i løbet af dagen og middag og drinks om aftenen. Restaurantens motto “Eat your Art out” opsummerer perfekt Sketch’s tilgang til mad og omgivelser. Her kommer alle sanserne nemlig i spil – fra du træder ind i den skøre verden som er Sketch til du tager den sidste bid.
Priserne hos Sketch
Afternoon tea hos Sketch London ligger i den dyre ende af prisskalaen – og er da også blandt de dyreste steder i London. Dog skal man ikke opfatte en afternoon tea som en almindelig kop eftermiddagskaffe. De gange vi har prøvet det – på Sketch eller andre steder – har vi droppet aftensmaden bagefter.
- Sketch Afternoon Tea, £58 per person
- Champagne Afternoon Tea, fra £72 per person
- Børne Afternoon Tea, £35 per barn – inklusiv Pat the Bear
Hertil bliver der tilføjet 12,5% i drikkepenge, hvilket er standard på restauranter i London, hvor der er betjening ved borderne.

Et besøg hos Sketch London til afternoon tea er en oplevelse, som er så meget mere end blot te og kage – det er nemlig en oplevelse udover det sædvanlige for alle sanser. Det handler om at blive nedsænket i en anden verden; fra den über-feminine indretning til det prægtige porcelæn, fra de udvendige kager til de umuligt fotogene omgivelser og anretninger. Selv toiletterne er værd et besøg blot for oplevelsens skyld.
Sådan finder du vej
Sketch
9 Conduit Street
London W1S 2XG
Hjemmeside
Nærmeste tube: Oxford Circus